Indbydelse er modtaget fra FIAP 4. december. Indbydelsen i et af tre hovedsprog kan i sin fulde længde ses på fiap.net.

Som varslet i foråret her på hjemmesiden er der to sektioner:

Print: 10 billeder fra 10 forskellige autorer. Vore print laves samlet på SDF Udlands foranledning. Nyt er at print ikke længere returneres fra biennaler men destrueres af arrangør.
Digital: 20 billeder, maksimalt 2 fra hver autor.

Closing date er 29. marts, hvilket medfører samlet afsendelse fra SDF Udland til Spanien 15. marts.
Bedømmelse og udvælgelse foretages af Una Streit Larsen og Freddie Hansen mellem 27. februar og 8. marts.

Seneste dato for fremsendelse af filer med wetransfer.com til SDF Udlands mailadresse halvtolv@lightmail.dk er 24. februar.

Filer til print kategori skal være JPG, sRGB, 300 dpi, b x h 4724 x 3543 pixels (40 x 30 cm).
Filer til digital kategori skal være JPG, sRGB, 300 dpi, største side mellem 2400 og 3500 pixels. Sats gerne med bredde som største mål.
Filer gives titler med autors navn og engelsksproget titel. Vi finder snildt ud af om billeder er til den ene eller anden kategori.

Der kan til SDF Udland fremsendes op til 4 billeder i hver af de 2 kategorier.
Udtagelse af billede giver som hidtil 10 SDF-point,

Fra varslingen i foråret citeres i uddrag:

Print kategori med temaet ’Danske fortidsminder’: Temaet omfatter ikke buer, pile mm der befinder sig på museer. Nej, det er stendysser, langdysser, gravhøje mm af samme ’skuffe’ i sol, regn, nat med måne, solopgang over dysse etc. i sommer, efterår og vinter - men også nu hvor vi har løvspring.
Der må selvfølgelig gerne være lidt børn eller voksne, dyr og fugle med, men det væsentlige er de store sten, terrænet, himlen i alle mulige nuancer.

Digital kategori med temaet ’Danske gågade miljøer’: Det er ret mangfoldigt med dele af butikker ude på gågaden, ligeså fortovsrestauranter, musik og gøgl men under ingen omstændigheder biler og andre motoriserede køretøjer. Voksne og børn, barnevogne og hunde etc. Is- og pølsespisende, blomsterhandlere ja der er ingen begrænsninger i motiv valg.

Den forgangne sommer må have været optimal for optagelse af billeder til de to temaer så SDF Udland forventer mange gode billeder til bedømmelse og udvælgelse!

SDF Udland 4. december 2018
Finn E. Larsen

Udvalgte sider