Author: Mathilde Grafström

Gamle folk i SDF – og dem er vi jo nogle stykker af – vil helt sikkert huske Knud Thestrup. Knud Thestrup var en elskeligt udseende distingveret herre, jurist og konservativ politiker, justitsminister i VKR-regeringen 1968-1971, født 1900, død 1980.

Og hvorfor husker nogen så Knud Thestrup i dag? Jo, det faldt nemlig i denne på enhver måde pæne herres lod som justitsminister at ophæve datidens forbud mod billedpornografi. Hidtil havde den slags været strengt fy-fy, og indehavelse af pornografisk billedmateriale var belagt med hårde straffe.

Ophævelsen blev en dundrende succes. Turisterne væltede ind fra øst og vest – mest fra øst – og dele af forretningslivet på det københavnske Vesterbro blomstrede. Senere gik glansen dog af Sct. Gertrud, og nu går trafikken den modsatte vej. Nok mest mod øst, hvor det i visse områder ikke er billeder, men ”the real thing”, der siges at være attraktionen.

Som sagt var Knud Thestrup jurist, og i mange år var han dommer. Som sådan har han uden tvivl været bekendt med grundlovens § 77, hvor 2. punktum lyder således: ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” 

Læser man også 1. punktum, og det skal man jo gøre, ja så må man nok erkende, at § 77 ikke handler om billeder, men om det trykte ord. Grundlovens fædre fotograferede måske ikke, men det citerede 2. punktum er alligevel kloge ord. Jurister taler sommetider om dynamisk fortolkning, og det kan der være god brug for med en grundlov, der nu har nået den alder, hvor folk begynder at gå på efterløn.

Alt dette randt mig i hu i juledagene, hvor Jyllands-Posten kunne berette, at Københavns Politi har nedlagt forbud mod en udstilling, som fotografen Mathilde Grafström havde planer om at sætte op i det offentlige rum, nærmere bestemt på Nytorv i København. Her ligger i øvrigt også Domhuset med søjlerne og den manende inskription ”Med lov skal land bygges”.

Årsagen til forbuddet var, at Mathilde ville vise bare damer. Ikke pornodamer som i salig Knud Thestrups tid for 45 år siden, men nøgne og naturlige kroppe i et flot samspil med naturen. Men den slags er iflg. politiet for stærkt til københavnernes sarte blikke.

Godt nok skal land med lov bygges, og godt nok kan censur og andre forebyggende forholdsregler ifølge loven over dem alle ingensinde på ny indføres. Men der må dog være en grænse. Det kan enhver da se. Det kan man i hvert fald hos Københavns Politi.

En ting er, at der vises røv og patter i stride strømme på københavnske busreklamer. Det er helt OK – der er jo penge i skidtet. Men offentligt at vise KUNSTFOTOGRAFI, hvor kvindekroppen spiller sammen med naturen – Gud fri og bevar os vel!!

Modige sjæle kan finde Jyllands-Postens og Politikens artikler.

Mathilde Grafströms billeder kan findes på http://www.mathildegrafstrom.com/

Men husk at låse døren og trække gardinet for.

Erik Jørgensen


- Er nogen interesseret i at blive model for Mathilde, kan hun kontaktes på matgrafstrom@gmail.com ... husk at skriv "model" i titelfeltet.

We use cookies
Vi anvender cookies på vores hjemmeside. Nogle af dem er essentielle for driften af ​​sitet, mens andre hjælper os med at forbedre denne side og brugeroplevelsen (sporingscookies). Du kan selv beslutte, om du ønsker at tillade cookies eller ej. Bemærk venligst, at hvis du afviser dem, kan du muligvis ikke bruge alle funktionerne på sitet.