Sound & Silence

Fotograf Erling Brodersen udfordrer din opfattelse af “det gode foto” med sine koncert- og kunstbilleder

Erling har de sidste 5 år arbejdet målrettet på at udvikle sit fotografiske sprog. Udviklingen er kickstartet i den lokale fotoklub, og blev fulgt op af højskole, workshops med kunstfotografer, deltagelse i konkurrencer og senest med et mentorforløb med en fotograf. Erling fotograferer nu for GAFFA og er tilknyttet spillestedet Forbrændingen som fast koncertfotograf.
På udstillingen præsenteres du for koncertbilleder af Pernille Rosendal, Kira Skov, Lydmor, Jon Hopkins mf. Koncertbillederne er sat sammen med kunstbilleder med vægt på en billedmæssig sammenhæng i udstillingen. Jagten på den objektive skønhed er på udstillingen sat til vægs til fordel for fotografier, der udfordrer den rene komposition, og hvor mørke er et dominerende element.
Udstillingens titel Sound & Silence henviser til billedernes indhold, der for kunstbillederne går fra storbyens uro og mange indtryk til det helt stille landskab i mørket. Koncertbillederne går fra billeder, hvor man nærmest kan mærke bassens tunge slag, til billeder der viser musikerens fokus og indlevelse.
Billederne på udstillingen er fotograferet som de vises. ”Jeg arbejder med at gøre billedet færdigt i optagelsen. Det er min kreative proces at forme billedet på stedet og direkte i kameraet, og ikke hjemme foran computeren”, udtaler Erling.
Udstillingen sættes i gang med en fernisering, og der bliver i løbet af udstillingsperioden arrangeret forskellige events for fotointeresserede.
”Jeg håber, at alle der besøger udstillingen vil føle sig udfordret af mine billeder. Og at dem der selv fotograferer, vil finde inspiration til at udvikle deres eget fotografi”, udtaler Erling.

Der er fernisering på udstillingen torsdag den 14. november fra 16.00 til 19.00, hvor alle er velkommen. Derefter har udstillingen åbent torsdag til søndag fra 12.00 til 18.00 frem til 1. december på Galleri LB, Kompagnistræde 39, 1208 København K.

Social Share