Den, der spiller golf vil vide, at der findes to meget vigtige begreber inden for denne sportsgren.
Det ene vedrører ’the stance’, dvs den stilling man indtager, før man overhovedet tænker på at slå, og så findes der ’the address’, hvilken hentyder til den forberedelse, der finder sted, og hvor man beslutter, hvordan man har tænkt sig at ramme bolden med den kølle, man har udvalgt sig.
Nøjagtig det samme gør sig gældende, når det gælder fotografering, og hvor mærkeligt det kan synes, har disse to begreber ændret sig fundamentalt i løbet af de sidste 100 år.
Stillingen man indtager, før der skal fotograferes, er helt forskellig fra tidligere, og forberedelsen der medgår, er i dag ofte så lille, at den næsten ikke eksisterer.
 
Det sorte klæde
 
 

I fotografiens barndom kom man slet ikke uden om at anvende det sorte klæde, og stillingen, som fotografen indtog, virker ofte lettere komisk,  især hvis man ikke forstår, hvorfor fotografen gør, som han gør.
Årsagen var naturligvis, at man før eksponeringen måtte se sit motiv på matskiven for at komponere billedets begrænsning og for at stille skarpt på motivet.
Denne fremgangsmåde var tidskrævende, og enhver tale om en pludselig opstilling og
delvis uforberedt eksponering var helt utænkelig.
I biografen ser man ofte en ’goof’ eller ’spook’, som ganske ofte udspilles, når et kamera med matskive stilles op på en scene, hvor en person eller en gruppe skal fotograferes.
Ofte ser man fotografen stille kameraet op og løfte det sorte klæde for at se på matskiven. Derefter dukker han ud bag det sorte klæde, tager udløserens gummibold i hånden og siger et par bevingede ord, idet han eksponerer.
Af hensyn til filmens ’flow’ har fotografen fået ordre fra instruktøren om at glemme, at der skal blændes ned, at lukkeren skal spændes, at der skal skydes en kassette ned foran matglasset, at kassettelåget skal fjernes før der overhovedet kan eksponeres.
 
Boxkameraet
 
 

Eftersom ikke blot boxkameraet, men også mange klapkameraer er forsynet med en brilliantsøger, ser vi her den anden fotoindstilling. Fotografen står her let foroverbøjet og ser ned mod jorden for i søgerens felt at se på det motiv, hun vil fotografere. Denne fotograferingsform er helt fastlåst. Det er nemlig kun muligt at se på motivet fra bæltehøjde eller en meget lav højde. Herved bliver alle motiver på sin vis ens i deres betragtningsvinkel.
Da både Rolleiflex og Hasselblad i sin grundform er tvunget ind i den samme arbejdsform, har konstruktørerne fundet en anden udvej, nemlig at tillade, at en klap i søgerskakten kan åbnes, så man kan se hen over kameraet. På den måde kan man løfte kameraet op til øjet og dermed få en anden søgervinkel. Faren er, at de kameraer, der benytter denne fremgangsmåde, ikke alle giver fotografen mulighed for at se og stille skarpt på motivet.
 

SLR/målsøgerkameraet
På et vist tidspunkt kom spejlreflekskameraet og de konventionelle målsøgerkameraer ind i billedet. Det er ikke helt fair at kalde dette for den moderne form for søgerteknologi.

I hvert fald var Kodak allerede ude i 1933 med sit Pupille kamera, der havde en optisk søger monteret på selve kamerakroppen. Idéen med at have en søger på kameraet eller inde i kameraet og hvor fotografen holder kameraet op til sit ansigt for at se igennem søgeren, eller ud gennem det objektiv, som man siden eksponerer igennem, er blevet bibeholdt som standard i mere end 75 år.
Vi er hermed nået til den tredie fotograferingsform, som dog inden for de sidste 15 år er blevet ændret til den nyeste og fjerde metode.
 
Live-view
Næsten alle digitalkameraer - med ganske få undtagelser - er baseret på, at motivet kan betragtes  på en LCD - søger. Dette ændrer med et slag måden, man betjener kameraet på. Selv om mange kameraer har en optisk målesøger indbygget betjener man sig yderst sjældent af denne.
De fleste betragter skærmen, der er indbygget i kameraets bagvæg ved at holde kameraet op foran sig.
Visse kameraer har den store fordel, at skærmen kan svinges ud og tiltes.
Det betyder, at man i en trængt situation kan holde kameraet op over hovedet og stadig se, hvad man har i søgeren.
På grund af den elektroniske måleteknologi og beregningsteknologi der benyttes, er der kun meget få betjeningsmuligheder ved den normale fotografering. Dvs at kameraet er parat til at foretage en optagelse næsten øjeblikkeligt. Den forsinkelse på 1/2 til et helt sekund, før eksponeringen kunne fnde sted, er i dag elimineret.

 
 
     
I takt med denne udvikling er der forgået en størrelsesmæssig udvikling af fotografiapparaterne.
I begyndelsen var kameraerne baseret på at skulle håndtere det glaspladeformat, man arbejdede med. Pladestørrelsen var  for professionelle fotografer, og især portrætfotografer, afhængig af den bestilling man fik.
Ønskede kunden visit- kabinet- eller salonbilleder leveret, måtte fotografen anvende den tilsvarende plade og dermed ofte det tilsvarende kamera.
Årsagen var, at det ikke var muligt at foretage nogen forstørrelse ved kopieringen.
Princippet krævede en stor dygtighed ved optagelsen, idet fotografen ikke i sit mørkekammer var i stand til at foretage nogen udtoning eller efterbelysning.
 

Da man først fik muligheden for at kunne forstørre negativet i et forstørrelsesapparet, var mulighederne langt større. Her satte et andet problem ind for fotografen, idet der måtte udvises stor nøjagtighed, hvis kunden fra et og samme negativ ønskede færdige billeder i to eller tre størrelser og med nøjagtig samme toneværdi.
Som det vil vides, arbejdede især Kodak med et væld af negativstørrelser, idet man fra introduktionen i 1895 og op til 2001 alene som rullefilm havde 50 størrelser på programmet. De blev dog langtfra ført i sortimentet samtidig, men antallet giver et godt indtryk af de mange ønsker, man mødte.
Man kan ikke frigøre sig fra den tanke, at Kodak helt bevidst har haft den grundlæggende idé, at ’folk ville se nyheder’. For at tilfredsstille dette krav kom Kodak uafbrudt med nye kameratyper og nye tilpassede film. Fra Kodak alene er omkring 490 forskellige kameratyper blevet registreret, fra 1905 og frem til i dag.
 
Finkornethed
I begyndelsen af den fotografiske æra måtte man affinde sig med den størrelse, et kamera nu havde til en bestemt opgave. Da emulsionerne blev mere og mere finkornede, begyndte man at fremstille mindre kameraer. Som det vil vides, var det 35 mm film, der her tiltrak sig opmærksomheden, og som gav stødet til hele denne 35 mm kultur.
I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at det altid var kinofilmverdenen,  der havde førertrøjen på når det gjaldt finkornede film.
Mange af de i dag kendte filmemulsioner er fremkommet to eller tre år tidligere som kinofilm, før de endelig blev stillet til rådighed for fotograferne.
Til trods for den aura der har stået og stadig står om 35 mm fotografien, så var der stadig folk inden for kameraverdenen, som fandt, at den store perforation i begge sider af 35 mm filmen var et frygteligt spild af negativ.
Derfor fandt Kodak allerede i 1935 ud af, at man kunne jo fremstille film og tilhørende kameraer, der udnyttede den 35 mm brede film bedre.
 
Forløberen til Instamatic
Resultatet blev Bantam kameraerne og de tihørende filmpatroner  828. Denne film, der aldrig rigtig er kommet til Danmark, var karakteristisk ved, at den kun havde et hul i den ene side af filmstrimlen for hvert billede.
På denne måde blev 828 filmen en forløber for Instamatic æraen med den helt lukkede plastpatron 126.
Årsagen til dette format og denne kameratypes fremkomst var, at Kodak ved en markedsundersøgelse havde fået at vide, at mange mennesker aldrig havde taget 35 mm fotografien til sig, ganske enkelt fordi man fandt det alt for besværligt at skulle lægge film i kameraet.
Undersøgelsens resultat havde tre negative følgesvende.
Den ene var, at mange mindre teknisk indstillede personer ikke syntes, at det var værd at beskæftige sig med fotografi, fordi de ofte fik lagt filmen forkert i kameraet eller ikke fik den gjort ordentlig fast på opsamlespolen.
Den anden grund var, at mange fotograferende var så teknisk uinteresserede, at de glemte, hvordan man egentlig gjorde og derfor bragte kameraet ind til fotohandleren og lod ham tage filmen ud af kameraet og lægge en ny i.
Den tredie grund var, at filmen med 36 eksponeringer var så lang, at man på fremkaldeanstalterne så, at der kunne være en jul i den ene ende af en film og endnu en jul i slutningen af filmen.
Denne sidste indvending kunne man gøre noget ved først at indføre film med 24 eksponeringer og til sidst med 12 eksponeringer.
Kodak mente imidlertid, at indvendingerne var en væsentlig forhindring for et jævnt stigende salg af film og kameraer.
Konklusionen var, at Kodak var interesseret i, at folk brugte film til at fotografere, og at manglende teknisk indsigt eller interesse for teknik ikke måtte lægge hindringer i vejen.
 
Instamatic, Pocket Instamatic og Disc kameraet
 
 

Instamatic kameraer og tilhørende film afskaffede med et slag disse hindringer, og fotograferingen vandt nye tilhængere, da Instamatic blev indført i 1963.
Det nye kamera og dets film blev solgt under tesen:
’Luk låget op, smid kassetten i, luk låget - og fotografer!’.
Kodak måtte med blandede følelser efter nogen tid indse, at det ret klumpede Instamatic kamera ikke var tillokkende i en kultur, hvor man var begyndt at bære meget tætsiddende tøj - uden lommer.
De små tasker, som selv mænd var begyndt at bruge til deres kalender, penge, piber og tobak var ikke store nok til også at rumme et Instamatickamera. Resultatet blev minikameraerne Pocket-Instamatic 110, som i tværmål ikke oversteg 10x15 mm. Objektiverne i disse kameraer var ikke verdens bedste og filmformatet var tilmed så lille (13x17 mm), at man måtte forbedre situationen. At resultaterne ikke var særlig gode og skarpe, overvandt man ved at indføre silke-’rastreret’ fotopapir, som på denne måde fik folk til at tro, at billederne var skarpe.

Rastreret fotopapir og for den sags skyld bøtterandede fotografier var aldrig slået igennem i Danmark tidligere, hvorimod disse papirtyper var meget højt værdsatte i Sydeuropa. Dette virkede negativt på danske forbrugere,  som ikke rigtig brød sig om, at få proppet noget ned i halsen, som man ikke havde bedt om.

Det sidste forsøg på at gøre kameraerne helt små, men samtidig billige og lette fremkom, da man indførte disc-film og kameraer i 1982. Allerede i 1988 opgav Kodak disc-forsøget, men kastede sig straks ud i Advantix projektet, som ikke støttede sig på noget meget småt, men nærmere gik i retning af højere 35 mm automation, herunder valg af billedformat.

3 Motorpockets med reklame for politik og firmaer 

Som konklusion er det interessant at bemærke, at det var tøjmoden, der i 1972 tvang Kodak til at satse på Pocket Instamatic. De klumpede, men praktiske Instamatic kameraer og film forsvandt endeligt fra markedet i 2008.
Af naturlige grunde ser det ud til, at den gamle 35 mm film blev den endelige vinder i kampen om den analoge fotografi,  en kamp der startede i 1934, da Thomas Alva Edison fandt på dette format.

Dansk Fotohistorisk Selskab (DFS) er en sammenslutning af mennesker for hvem det er en hobby:

- at studere fotografiets udviklingshistorie

- at samles om fortidens mere eller mindre primitive kameraer

- at beskæftige sig med gamle fotografier, fotolitteratur m.m.

DFS's tidsskrift "Objektiv" udgives 3 gange årligt plus et temanummer og kan bestilles via deres hjemmeside. En database giver et overblik over samtlige artikler.